Prinsesse Sofia Cup

date april 1, 2018

Sail it
Race it
Live it!

I morgen går det løs med sæson 2018s første stævne her på Mallorca. Prinsesse Sofia stævnet er et meget traditionsbundet stævne for alle olympiske sejlere. Faktisk var det til dette stævne, vi i 2013 vandt vores første stævne i 49erFX. Nu glæder vi os til at se, om vi her 5 år efter kan gentage succesen.

Klassen har udviklet sig meget i løbet af de sidste 5 år. Generelt er der kommet flere nationer, og hele niveauet er steget gevaldigt. Vi er 54 deltagere fra 24 forskellige nationer. Og vi må sige at vi virkelig har glædet os til at komme i gang med at konkurrere igen.

I kan følge med i resultaterne her: http://www.trofeoprincesasofia.org/…/…/races/race-resultsall

Stævnets format er således:
Stævnet varer 6 dage. Hver dag sejler vi, alt efter vindforholdene, mellem 0-4 sejladser. De første 3 dage sejler vi kvalifikationssejladser, hvor vi sejler i to felter, der er opdelt efter verdensranglisten, således at niveauet burde være ens. Efter Kvalifikationssejladserne sejler top 25 i et ”guld felt” og resten i et ”sølv felt”. Og efter to dage med guldfelts-sejladser kvalificerer top 10 sig til finalesejladsen (Medalrace).
Medalrace foregår på den sjette og sidste dag. Medalrace’et er ekstra vigtigt, da pointene fra netop denne sejlads tæller dobbelt.

Tænk at skyde sæsonen i gang med et påskestævne fra en palmestrand i middelhavet, hvor der både kan komme de vildeste bølger og de dejligste sejldage. Lækkert!

//Ida og Marie

Share on Facebook