Pause giver perspektiver

date juli 22, 2017

Om en uge starter EM i Kiel (Tyskland), derfor var vi, sammen med den danske træningsgruppe, på træningslejr i Kiel mandag til fredag i denne uge. Vi brugte ugen på at huske tilbage og lære nyt.

I fire år var 49erFX vores ubetingede førsteprioritet, og nu er det det igen. Der er bare et lille men: vi har holdt 16 måneders pause, hvilket gør at alting ikke sidder på rygraden som det plejer at gøre.

For tiden husker vi tilbage på hvordan vi gjorde inden pausen. Eksempelvis, hvem havde ansvaret for hvad? Eller hvor var det nu vi plejede at sætte vores fødder? Sjovt nok husker kroppen bedre end hjernen. De grundlæggende ”49erFX skills” har vi ikke glemt, de sidder fasttømret i vores kroppe. Det er ligesom at cykle. Men alle detaljerne er svære at huske!

Fordi rutinerne og teknikken endnu ikke sidder helt på rygraden, var vores genindlæringskurve på denne træningslejr meget stejl.  Det er fedt og motiverende at mærke fremgang efter hver enkelt dag på vandet.

Det bedste ved denne proces er at vi udvikler os og lærer meget ved at genindlære vores gamle teknikker og taktikker. Vi bliver tvunget til at overveje hver enkelt ting vi gør, og derefter vurdere om det virkelig er den smarteste måde, eller om vi kan optimere endnu mere.

Pausen har rystet posen og nulstillet vores referenceramme. Vi har masser af nye ideer der skal prøves af. Allerede på denne træningslejr har vi fundet steder hvor vi optimerer fra sidste gang. Det er vildt fedt!

Udvikling og læring motiverer os meget, men det kræver tid og hårdt arbejde. Derfor har vi ingen resultatmål for EM. Det bliver et udviklings- og læringsstævne for os. Vi skal finde vores niveau i 49erFX klassen og derudover finde de fokusområder vi skal prioritere til efterårets træning.

Det bliver enormt spændende at skulle konkurrere igen og at lære mere!

Stay tuned

//Ida og Marie

Share on Facebook